Sangskriver, komponist og højskolelærer Marianne Søgaard har skabt salmen til Himmelske Dage - Kirkernes Folkemøde. Salmen bærer titlen "Håbet er levende." Nedenfor kan du læse Marianne Søgaards ord om salmen.

Processen begyndte med, at udvalget og jeg fik tilsendt en masse materialer og bibelsteder, vi kunne tage udgangspunkt i. Bl.a. Lukas-evangeliet 24, der handler om Emmaus-vandringen. Vi syntes, at den havde en flot forbindelse til temaet "Løfter blikket".

Den lyder som følger: "Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham." 

Altså at de går der og kigger ned i jorden, helt bedrøvede, desillusionerede, fulde af sorg og mismod.  

"Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?"

Vi har arbejdet ud fra forskellige perspektiver, bl.a. et økumenisk. Vi ønsker, at salmen skal rette fokus mod at følges ad om det, vi er fælles om: det mirakel, det under, at Kristus er opstanden, at graven er tom, at de møder ham på vejene, at han går rundt lyslevende iblandt dem.

Så er der det sanselige, det taktile, som er en struktur/et tema i salmen: Den opstandne Jesus og disciplene. 

"Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med jer!« De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: »Har I noget at spise her?« De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det. 
 

Håbet er ude, håbet er levende
Når vi siger, at håbet er ude, så mener vi, at det er håbløst: Der findes ingen horisont ud over den, vi kan se og regne os frem til. Døden har sejret, meningsløshed og tomhed har det sidste ord. Men så er det, at det bliver temmelig afgørende at huske, at vi er døbt til et “levende håb”. Hvad vil det sige? At håbet måske er noget, der går sine egne veje her i verden. At det finder vej på egne præmisser, uden om hvad vi mennesker kan præstere og ikke kan præstere. At håbet måske er det, der kan indfinde sig, når vi opgiver den forestilling, at vi selv skal holde håbet oppe. At noget er håbløst kan måske oversættes i lys af den tomme grav og Emmaus-beretningen af: at det er løst af håbet! Derfor er det en pointe i teksten, at håbet er ”levende” – lyslevende. Håbet er på én gang ude og ude af graven – håbet, som selvfølgelig er Kristus – er Ordet, der virker i os, synger i os, vandrer mellem os. Også når vi skal holde Himmelske Dage - Kirkernes Folkemøde i 2025 i Silkeborg.