Mange mennesker er præget af uro, angst og mismod, men også af længsel og håb. Længslen er en gave, Gud har lagt ned i vores hjerter – og som kan føre os tættere på ham. Allerede kirkefaderen Augustin (354-430) sagde det meget klart, da han om Gud skrev: ”du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”
Er nutidens uro et symptom på en længsel efter Gud, og kan længslen stadig føre til tro og hvile? I dette foredrag giver Malene Fenger-Grøndahl en række eksempler på mennesker, der ved at følge den længsel, der ligger under uroen, har fundet hvile i troen.
Malene Fenger-Grøndahl (f. 1976) er forfatter, journalist og foredragsholder. Hun arbejder bl.a. for Kristeligt Dagblad og P1, og hun er forfatter til en række bøger, bl.a. om kristendom og kulturmøde.
Ved foredraget er det muligt at købe en af hendes nyeste bøger Kaldet til kærlighed – en bog om katolsk ordens- og klosterliv i dag til særpris.