Evangelium betyder ”det glædelige budskab”, men hvad er det? Ny Testamentes Markus var den første til at introducere ordet, og evangelium er blevet det kirkelige grundstof og kerneordet over dem alle. Men hvad var det, før kirken tog patent på ordet? Hvad mon Markusevangeliets første læsere tænkte, da de hørte: “Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Gud søn”? I dette foredrag skal vi møde gamle krigs- og røverhistorier fra perioden før Ny Testamente. Det hjælper os til at fornemme, hvad Markus kan have ment med at kalde sin fortælling for “evangeliet”.
Morten Hørning Jensen er professor i Det Nye Testamente ved Menighedsfakultetet i Aarhus og faglig leder for oversættelsen af Det Nye Testamente i den kommende autoriserede bibel.