Nogle af verdens klogeste tænkere, forfattere og aktivister kommer til Roskilde i forbindelse med Himmelske Dage. I Kristi himmelfartsferien får du mulighed for at opleve nogle af disse globale personligheder for første gang på dansk jord.
Mød for eksempel
- Stjernehistorikeren Tom Holland, som står bag den anmelderroste bog ”Herredømmet” om kristendommens indflydelse på vestlig kultur.
- Klimaambassadøren og Desmond Tutus efterfølger på posten som Ærkebiskop af Cape Town, Thabo Makgoba, som skal tale om ulighed og klimaforandringer.
- Hartmut Rosa, tysk filosof og ophavsmanden til ”resonansbegrebet” – en analyse af vores moderne liv og trang til at kontrollere og dirigere vores tilværelse. Rosa optræder på Himmelske Dage ad flere omgange blandt andet i samtale med Svend Brinkmann.
- Marilynne Robinson, bestseller-forfatter og Pulitzerpris-modtager, der skal tale om tro og litteratur med udgangspunkt i Robinsons Gilead-bøger.
- Global kristendom i det 21. århundrede: Debat om kristendommens fremtid med deltagelse af teolog Miroslav Volf, pastor Mimii Brown fra Tanzania og Kardinal Cristóbal Romero.