“At gribe fremtiden”
Prædiken til den afsluttende gudstjeneste ved Himmelske Dage i Roskilde Domkirke, søndag den 29. maj fra kl. 10.00 – 11.00. Af Rev Kenneth Mtata.
Mattæus 28:16-20
v16 Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. v17 Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. v18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
I dag afslutter vi fejringen af Himmelske Dage 2022. Det har været en stor ære for mig og min familie at være en del af de Himmelske Dage med Roskilde Stift som vært under temaet GRIB FREMTIDEN. Vi har været meget glade for de mange gudstjenester, debatter, foredrag, børneteaterforestillinger og kunstudstillinger.
De Himmelske Dage har også givet os lejligheden til at minde os selv om Guds mission her til verdenen. Verden har det ondt for tiden, den stønner af smerte. Mange har venner på de sociale medier, men samtidigt føler de sig isolerede og ensomme. Den anonymitet, som de sociale medier har givet os, har også opildnet folk, der hader andre folk med anderledes udseender, til at give udtryk for det. De indviklede forhold i verden i dag har resulteret i en fremgang for yderliggående personer med letkøbte løsninger. Gamle geopolitiske brydninger er kommet op til overfladen igen. Gentagne gange er flere internationale institutioner, som vi har været fælles om, blevet undermineret. Voldelige konflikter, krige og usikkerhed har øget vor tids frygt. Vi trues af et globalt økonomisk sammenbrud, vedvarende globale sundhedstrusler, stigende global ulighed, og faretruende klimaforandringer. I denne sammenhæng skal kirken derfor genopdage sin mission.
Kirken har den bedste placering af alle til at spille en førende rolle i dag, ikke bare fordi den har de teologiske redskaber til at fremme den nødvendige ukuelighed i krisetider: den har vist en enhed i dens mangfoldighed; gennem sin lange historie har ydet tjenester til de trængende; og den har de teologiske ressourcer til at forestille sig en inkluderende og frugtbar fremtid. Hvordan kan kirken gøre dette?
Dagens tekst fra Mathæus 28,16-20 giver os indsigt i, hvordan mission kan tænkes ind i vor komplekse sammenhæng, der er under hurtig forandring. Her, hvor vi er ved at nå til vejs ende med vores fejring af de Himmelske Dage, indeholder dagens tekst tre vigtige pejlemærker til en ny opfattelse af mission.
Kirkens mission hviler ikke på total enighed eller total fællesforståelse.
Det første vi læser i teksten er, at ikke alle disciple, men kun de elleve, tog op til Jerusalem for at vente på den genopstandne Herre. Judas manglede. Denne ufuldstændighed er meget sigende i Mattæus’ symbolik, der ellers altid peger på de tolv, som skal genopbygge Israels fremtid.
For det andet, får vi også at vide, at selv blandt de elleve der rejste til Jerusalem og tilbad Jesus, da de mødte ham, var der stadigvæk ”nogle, der tvivlede”. Det vil sige, at selv om de var til stede, var de i tvivl. Blandt de troende, eksisterer tvivl og tro side om side.
For det tredje, kan vi læse i teksten umiddelbart før dagens tekst, at der var modstridende beretninger om budskaber fra den genopstandne Herres. Der var forkerte underretninger og deciderede forvrængede oplysninger, der modsagde disciplenes budskab at Kristus var genopstået.
Hvad betyder det så for Kirkens mission?
Kirken er kaldt til Guds mission, ikke fordi den er helstøbt eller altvidende. Kirkens mission må fortsætte, selv hvor der er uenighed. Judas’ fravær må ikke forhindre disciplene i at vidne om Vorherre. Enighed er vigtig, men den er ikke nok som Kirkens missionsbasis.
Endvidere, skal Kirkens mission fortsætte på trods af tvivl. Tvivl er ikke det samme som manglende tro. Det troende fællesskab er på vej til at få en dybere, fyldigere indsigt i den genopstandne Herre og hans mission. Det sker, mens Kirken er på arbejde. Tvivl må vække spørgelysten. Vi er en del af Guds mission ikke fordi vi er sikre på det hele; Guds mission gennem Kirken kan ikke afhænge af vores tillid. Vores tillid kommer fra den, der har sendt os. Indtil Jesus vender tilbage, ser vi nogle ting uden den nødvendige klarhed. Kirken i Guds mission er en søgende, spørgende, lærende kirke.
Kirken udsendes med et helt budskab til hele skabelsen.
Disciplene blev sendt ud til alle nationer. Man kan forestille sig, hvad det betød for dem. Nogle af nationerne var ikke venligstemte over for Palæstina på Jesu tid. Nogle folk blev foragtet som urene og ringere, Samaritanerne, for eksempel. Andre nationer blev ligefrem hadet, sådan som romerne. Og dog var disciplenes mål rettet mod ALLE NATIONER.
Omfanget af Kirkens bemyndigelse må være grænseløst – det må omfatte alle (v.19). Kirkens missionsmål må ikke være afhængigt af, hvad vi selv foretrækker, eller hvad der er belejligt for os. Ingen må efterlades. Vi må ikke investere milliarder i russernes krig og samtidigt forsømme de sultende børn i Afrika. Vi kan ikke bare investere i krigens redskaber, samtidig med at vi forsømmer at opbygge fred og demokrati i andre dele af verden. Vi kan ikke vælge at tage os mere af dem, der ligner os, og forsømmer dem, der er anderledes end os. Etniske, race-, og kønsforskelle bliver brudt ned i vort missionsmandat.
Vi udsendes ikke alene til alle mennesker men til hele skaberværket. Omfanget af Kirkens mission er holistisk, det dækker hele skaberværket. Og det fokuserer ikke på at redde folks sjæl, mens deres krop forsømmes. Opstandelsens håb må tale til hele mennesket, sjælen, kroppen, og ånden. Det må tale til kvinder, til unge, og til mænd. Det må tale til alle mennesker der, hvor de er. Kirkens mission er ikke kun antropocentrisk – den fokuserer ikke alene på mennesket på bekostning af resten af skabelsen. Hele frelsebudskabet skal høres overalt i skaberværket. Af og til har der været debatter, om klimaforandringens udfordringer har noget at gøre med Kirkens mission . Når jeg læser 1 Peter 3, 20-21 ser jeg en klimabegivenhed, som senere blev forstået i forhold til frelsens budskab: v20 “det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. v21 Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.”
Missionen afhænger af Guds magt
Jesus fortalte sine disciple, at “al magt” var givet ham. ”Magt” her er oversat fra det græske ord ’eksousia’, som kan betyde bemyndigelse, kontrol, magtområde, herredømme, domsmagt, frihed, magt, ret, osv. Hermed siger Jesus, at ligesom Faderen, der sendte ham, gav ham al herremagt i himlen og på jorden, på samme måde vil han sende sine disciple ud med den samme bemyndigelse og magt. Det er ikke deres egen magt – det er magt der er til låns, men det er al magt. Magt over himlen og jorden, magt fra Guds fuldstændighed, fra Faderen, Sønnen, og Helligånden. Det er magten til at undervise. Det er magten til at vække nogle til glæden ved lydighed. Det er magten til alle tider, ”indtil verdens ende”, ikke en midlertidig magt.
Kirken kan ikke udføre Guds mission uden denne magt fra Gud. Kirkens mission er ikke afhængig af dens effektivitet i arbejdet, selv om det er vigtigt. Kirkens mission er heller ikke afhængig af dens penge og rigdom, selv om de også er nødvendige. Kirkens mission er heller ikke afhængig af, om den har forskellige verdslige magter i sin nærhed, selv om sådanne forbindelser er vigtige. Den magt, hvorved Kirken udfører opgaverne fra den genopstandne Herre, er en guddommelig magt. Det er total magt. Det er en magt, der formidler sandheden i det budskab, vi bærer. Det er den magt, der vækker glæde ved lydighed hos dem, der hører de ord, vi prædiker. Det er denne magt der giver mening og overbevisning til bade dåb og nadver og de mange andre ritualer, som vi udfører i kirken.
Kirken kan ikke får denne magt, hvis den star alene. Det er derfor, Jesus lover “Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Denne Gud, Immanuel, ”Gud med os”, må altid være med os, hvis vi skal udføre hans mission med hans magt. Da Moses forstod dette i det gamle Testamente, sagde han til Gud i Anden Mosebog 33, 15, “Ja, hvis du ikke selv går med, skal du ikke føre os op herfra.” Er det ikke overraskende, at ind imellem forsøger Kirken at udføre Guds mission uden Guds magt? Er det ikke overraskende at ind imellem bliver Kirken fristet til at udføre sin mission uden Gud? Så kan det ikke være overraskende, at når Kirken har forsøgt at udføre Guds mission uden Guds magt, er den endt med at forfølge de forkerte mål; den har hurtigt måtte give op, og har derved mistet sin identitet.
Konklusion
Nu når vi er nået til vejs ende med de Himmelske Dage 2022, sendes vi ud igen på Guds mission. Vi sendes ud for at gribe fremtiden, hvor Gud allerede er på arbejde . Vi bliver påmindet om ikke at søge at opnå flertal, eller at være fuldstændig enige med alle de andre, der er på samme mission. Vi bliver påmindet om ikke at bekymre os, når vi kommer i tvivl. Vi må tro på ham, der sendte os. Vi bliver påmindet om, at Gud er med i os – i Guds mission. Guds mission dækker hele skabelsen. Gud ønsker endnu en gang at forny og genoprette alting. Kirken kaldes ikke til at være et spejl for verden, men til at være et vindue, hvorigennem verdenen kan få et glimt af den nye fremtid, som Gud er i gang med at forberede for os. Lad os række hænderne ud i tro og omfavne denne fremtid. Amen.
“Seizing the Future”
Sermon on the concluding worship service of the Festival in the Cathedral of Roskilde on Sunday May 29th from 10.00 – 11.00 (Rev Kenneth Mtata)
Matthew 28:16-20
16Now the eleven disciples went to Galilee, to the mountain to which Jesus had directed them. 17And when they saw him they worshiped him, but some doubted. 18And Jesus came and said to them, “All authority in heaven and on earth has been given to me. 19Go therefore and make disciples of all nations, baptizing them in the name of the Father and of the Son and of the Holy Spirit, 20teaching them to observe all that I have commanded you. And behold, I am with you always, to the end of the age.”
Today we come to the end of the 2022 Heavenly Days celebrations. It was a great honor for me and my family to be part of the 2022 Heavenly Days hosted by the diocese of Roskilde under the theme “SEIZE THE FUTURE.” We very much enjoyed the church services, debates, music, talks, nature, children theater, activities, concerts, and art.
This event was also an opportunity to remind ourselves of God’s mission to the world. The world is hurting and groaning. Many have friends on social media but, feel very isolated and lonely. The anonymity provided by social media has now emboldened people who hate people who look different from them to express it. Complexity of today’s world has resulted in the rise of extremist personalities offering simplistic solutions. Past geopolitical fractures have reemerged. Shared multilateral institutions are continually undermined. Violent conflict, wars and uncertainty have heightened anxiety in our time. We are threatened with global economic collapse, continued global health threats, rising global inequality and the threats of climate change. The church must rediscover its mission in this context.
The church is best positioned to play a leading role today not only because it has the theological tools to foster resilience in times of crises; it has demonstrated unity in diversity; it has a long history of offering services to the needy and has theological resources to help in the reimagination of an inclusive and fruitful future. How does the church do this?
Our sermon text in Matthew 28:16-20 gives us some insights into how the mission could be imagined in our complex and rapidly changing context. The text provides three key ideas that could guide our imagination of mission as we come to the end of our celebration today.
The church’s mission is not dependent on total agreement or total understanding.
First, we read in this pericope that not all the disciples, but only the “eleven”, went to Jerusalem to wait for the resurrected Lord. Judas was missing. This incompleteness is significant for the gospel of Matthew’s traditional symbolism of the twelve as pointing to the future restoration of Israel.
Second, we are also told that even for those who went up to Jerusalem, when they saw him “worshiped him” BUT “some doubted.” So even though they were present, they were in doubt. Doubt and faith coexisted among the faithful.
Third, we also read in the preceding pericope (verses 11-15) that there were conflicting reports on the message of the risen Lord. There was misinformation or disinformation competing with the disciples’ report that Christ had risen.
What does this mean for the mission of the church?
The church is called to God’s mission not because it is fully constituted or because it is fully knowledgeable. The mission of the church must continue even where there are disagreements. The absence of Judas must not stop the disciples from witnessing. Agreement is important, but not sufficient as the basis for the mission of the church.
Further, the mission of the church must go ahead despite doubts. Doubting is not the same as lack of faith. The worshipping community is on its way to gain deeper and fuller understanding of the risen Lord and his mission. This happens as the church is at work. Doubt must awaken the spirit of inquiry. We are in God’s mission not because we are sure about everything; God’s mission through the church cannot depend on our confidence. Our confidence comes from the one who has sent us. Until Jesus comes back, we see some things not with enough clarity. The church in God’s mission is a searching, inquiring, and learning church.
The church is sent out with the whole message to all creation.
The disciples were sent to all the nations. You can imagine what this meant for them. Some of the nations were not friendly to the Palestine of Jesus’ day. Some of the ethnicities were looked down upon as unclean and inferior, like the Samaritans. Other nationalities were hated, like the Romans. Yet the scope of the mission of the disciples was ALL NATIONS.
The scope of the mandate of the church must be all-encompassing—it must be to ALL (πάντα) (v.19). The target of the mission of the church should not depend on our preferences or conveniences. No-one should be left behind. We cannot choose invest billions in the Russian war while neglecting the starving Children in Africa. We cannot only invest in tools of war in Ukraine while we neglect to build peace and democracy in some parts of the world. We cannot choose to care more for those who look like us and neglect those who are different from us. Ethnic, racial, gender barriers are broken in this mission mandate.
We are not only sent out to all people but also to the whole creation. The scope of mission of the church is holistic—it covers all creation. It does not only focus on saving souls of people while neglecting their bodies. The hope of the resurrection must speak to the whole human being, mind, body and spirit. It must speak the women, youth and men. It must speak to all people where they are. The mission of the church is not only anthropocentric—it does not only focus on people at the expense of rest of creation. The whole message of salvation must be heard by the whole ambit of creation. Sometimes there have been debates on whether climate change challenges have anything to do with the mission of the church. When I read from 1 Peter 3:20-21 I see a climatic event which was later understood in terms of the message of salvation: “to those who were disobedient long ago when God waited patiently in the days of Noah while the ark was being built. In it only a few people, eight in all, were saved through water (flood), and this water symbolizes baptism that now saves you also—not the removal of dirt from the body but the pledge of a clear conscience toward God. It saves you by the resurrection of Jesus Christ.”
The mission is dependent on God’s power
Jesus said to his disciples that “all authority” was given to him. The word authority is translated from the Greek word: ἐξουσία which could also mean charge, control, domain, dominion, jurisdiction, liberty, power, right, capacity etc. By this Jesus is saying that, just as the Father who sent him gave him all dominion in heaven and earth, in the same way, he would send his disciples with the same authority and power. It is not their power—it is borrowed power but all power. Power over heaven and earth—power of the fullness of God, Father, Son and of the Holy Spirit. It is power to teach. It is power to awaken joyful obedience. It is for all seasons, “to the very end of the ages”, not temporary power.
The church cannot carry out the mission of God without this divine power. The mission of the church is not dependent on the power of its operational efficiency, even though this is important. The mission of the church is not dependent on its money and wealth, although this is necessary. The mission with which the church is sent is not dependent on the power of their proximity to various secular powers, although such relationships are important. The power with which the church carries out the mission of the risen Lord, is divine. It is total power. It is power that brings conviction of the message we are carrying. It is this power that awakens joyful obedience to those who hear the word we preach. It is this power that makes the sacraments of baptism, holy communion, and many other rituals we carry out in church meaningful and convicting.
The church cannot have this power if it is alone. That is why Jesus promises that “I am with you to the end of the ages”. This God, Emmanuel, God is with us, must always be with us if we are going to carry on his mission with power. When Moses understood this in the Old Testament he said, “If your Presence does not go with us (God), do not send us up from here” (Exodus 33:15). Is it not surprising that the church sometimes tries to go on God’s mission without God’s power? Is it not surprising that sometimes the church is tempted to carry out this mission without God? It is not surprising therefore when the church has tried to carry out God’s mission without God’s power, it has ended up pursuing wrong results; it has quickly given up, and it has lost its identity.
Conclusion
As we come to the end of the 2022 Heavenly days, we are being sent out on God’s mission again. We are being sent to seize the future in which God is already at work. We are reminded not to seek to be the majority and to be in total agreement with everyone to pursue this mission. We are being reminded that not to worry when we have some doubts. We must have our faith in him who sent us. We are being reminded that God is with us in God’s mission. God’s mission is to the whole creation. God desires once again to renew and restore all things. The church is being called not to be a mirror of the world, but to be a window through which the world can have a glimpse into the new future that God is preparing. Let us stretch our hands in faith and embrace this future. Amen.