Vi mener, alle mennesker har ret til et hjem. I anledning af Himmelske Dage har vi i samarbejde med arkitekt Rosa Nøss Bendixen skabt nogle fine insekthoteller som symboler for alle sårbare eksistensers behov for et trygt hjem.
Insekthotellerne er bygget af beboerne på vores to forsorgshjem Dalhoffsminde og Roskildehjemmet. De sælges fra vores stand, hvor du også kan tage et hvil i et insekthotel i menneskestørrelse. Hver dag kan børn og voksne være med til at færdiggøre deres egne insekthoteller på standen.
Du kan også deltage i vores quiz. Måske er det dig, der vinder lækre produkter fra Dalhoffmindes beboerværksteder.
Landsforeningen Arbejde Adler består af en række selvejende og moderne institutioner, hvor målgruppen er hjemløse, socialt udsatte og andre sårbare mennesker. Der tilbydes hjælp og støtte fra en række forskellige faggrupper, herunder socialrådgivere, socialpædagoger, sygeplejersker o.a. sundhedsuddannede samt uddannede håndværkere, der leder og vejleder i arbejdet på diverse værksteder.
Arbejde Adler er en folkekirkeligt forankret forening, som arbejder ud fra opfattelsen af, at det enkelte menneske er værdifuldt. Vi tager udgangspunkt i tre fundamentale menneskelige rettigheder: Retten til et arbejde, retten til et hjem, retten til et godt liv.